Værdien af at have styr på sin DNS

Skrevet af Lars K Jensen den 3. december 2008

For noget tid siden lukkede Merlin og blev købt af de samme folk, der driver Expert-kæden. Trine-Maria Kristensen skrev et indlæg om to måder at lukke hjemmesiden på. Merlin var et dårligt eksempel.

Når jeg går ind på merlin.dk, får jeg følgende besked:

Bad Request (Invalid Hostname)

Det er jo en noget anden besked, end hvis man sætter "www" foran og skriver www.merlin.dk. Så får man beskeden om, at Merlin er blevet solgt og bliver viderestillet til expert.dk.

Det er en simpel ting at rette i DNS-indstillingerne for sit site, så begge stavemåder fører samme sted hen, men det betyder utrolig meget. For hvis man nu er van til blot at skrive merlin.dk uden "www" foran, så undrer man sig måske lidt…

Relaterede indlæg (efter relevans, ikke tid)

Google lader dig ændre i søgeresultaterne

Skrevet af Lars K Jensen den 21. november 2008

Google-algoritmen er en af de største hemmeligheder, hvis ikke den største, indenfor søgninger på internettet.

Nu får brugere af Googles søgemaskine (det vil sige os alle) dog mulighed for at manipulere lidt med den. Som The Age skriver, er det nemlig nu muligt at ændre i søgeresultaterne:

Søgeresultaterne kan nu ændres
This image is the property of The Age

Som du kan se, er der mulighed for at skubbe resultater opad eller fjerne dem.

Og det virker! "SearchWiki" hedder projektet, og når du forsøger at ændre i resultaterne, skriver Google følgende til dig:

SearchWiki

Customize your search results with your rankings, deletions, and notes — plus, see how other people using Google have tailored their searches.

Please remember that your SearchWiki notes will be visible to other users, identified with your Google Account nickname.

Jeg har endnu ikke helt indblik i, hvilken betydning det får, når andre mennesker søger — men hvis jeg skal finde noget om insulin, så stoler jeg mere på Googles algoritme (som baserer sig på links, opdateringsfrekvens etc.), end jeg gør på en ansat hos Novozymes.

Fortvivl ikke, hvis du ikke har mulighederne i din Google-søgning — det skyldes formentlig, at du søger på den danske Google.

Du skifter dog nemt til den engelske på følgende måde:

  1. Lav en søgning
  2. Kig i adressen og find hl=da
  3. Lav det om til hl=en
  4. Tryk Enter, mens du står i adressen

Det er en metode, som også er en god idé at bruge, hvis du skal søge på et internationalt emne, og som jeg tidligere har skrevet om.

Opdatering @ 23-11 2008 21:04
Søren Hugger Møller har skrevet et indlæg, hvor han kritiserer SearchWiki. Jeg er meget enig med Søren.

Relaterede indlæg (efter relevans, ikke tid)

Hvem er Palo Alto?

Skrevet af Lars K Jensen den 11. november 2008

Mads Kristensen er faldet over en artikel på Børsens hjemmeside (han skrev om det på Twitter), hvor der står følgende:

Softwareudvikleren Palo Alto og folkene bag Facebook forsøger sig med en ny form for markedsføring på internetportalen. Såkaldte involverende reklamer, skal få brugerne til at interagere med en annonce og for eksempel svare på et spørgsmål eller kommentere på et filmklip.

Der er som sådan ikke noget galt med sætningen, udover at Palo Alto ikke er en softwareudvikler. Det er ikke engang et menneske, men by i Californien, som en hurtig søgning på Wikipedia kan fortælle.

Artiklen der citeres er formentlig denne fra The Wall Street Journal, hvor der står:

The Palo Alto, Calif., company is rolling out a new ad format called "engagement ads" that further blurs the line between marketing and social networking.

Det er selvfølgelig en smule pinligt (og ret ringe faktachecking), men det er nu også lidt underholdende :-)

Relaterede indlæg (efter relevans, ikke tid)

Ny, smart tabhåndtering i Firefox

Skrevet af Lars K Jensen den 10. november 2008

Jeg sidder på den såkaldte "trunk" af Firefox (også kaldet "nightly builds"), som er en alfa-udgave af browseren, som bliver opdateret hver eneste dag. Det betyder, at man har de nyeste features, men også nogle gange en ret ustabil browser :-)

Anyway, jeg har lige opgraderet til seneste nightly build og heri er inkluderet en ny måde at skifte faneblade, når man bruger CTRL+TAB-tastekombinationen.

Førhen skiftede Firefox bare til det næste faneblad, og kørte den anden vej, hvis man trykkede CTRL+SHIFT+TAB.

Nu får man imidlertid thumbnail-billeder med de faneblade, man har åbne. Man kan enten trykke CTRL+TAB eller CTRL+SHIFT+TAB, indtil man står på den rigtige tab eller (og her kommer det smarte), man kan klikke med musen!

Se dette screenshot for at se, hvordan det fungerer. Klik på billedet for originalstørrelsen:

Hvis du har mere end ni faneblade åbne, så deler den sig ud på flere sider, som du kan skifte imellem ved at klikke på hvide knapper i bunden af det "lag", der kommer frem. Se her, hvordan det ser ud (igen kan du klikke på billedet for at se originalstørrelsen):

Det er ret brugervenligt, og bedre end den løsning, man tidligere forsøgte sig med, som bladrede igennem fanebladene efter, hvornår man sidst havde haft dem åbne, og altså ikke efter hvordan de var placeret på faneblads-værktøjslinjen.

Relaterede indlæg (efter relevans, ikke tid)

Berlingske smider Saxotech på porten: Går open source med Drupal

Skrevet af Lars K Jensen den 3. november 2008

Via Spiris tweet (Spiri aka Søren Hugger Møller) ser jeg, at Berlingske og BT skifter til open source-systemet Drupal. eJour var først med historien.

»Det er en stor beslutning, som vi netop har truffet. Den er taget med henblik på, at vi i starten af 2009 vil iværksætte en større analyse af vores fremtidige behov for CMS-løsninger.

For os er det afgørende ikke alene at have et udviklingsorienteret og driftssikkert system med en fleksibel og god brugergrænseflade, men også at have et system, der kan bidrage offensivt til den newsroom-integration, vi har som strategi.

Det vil sige, at vores journalister nemt og enkelt skal kunne sende indhold ud på forskellige platforme og dele indhold på tværs af titler og medieformer,« siger chefredaktør Lisbeth Knudsen til onlinemagasinet eJour.

Jeg har selv siddet på Saxotech, og jeg kan godt forstå Berlingske Medias skift. I det hele taget, er det forfriskende at se, hvor mange danske medier, der efterhånden kører på open source-software - Drupal og Xoops er så vidt jeg ved de mest populære, mens WordPress sidder solidt på blogs, også i multiuser-udgaven.

Relaterede indlæg (efter relevans, ikke tid)

Byte Me-bloggen lever videre her!

Skrevet af Lars K Jensen den 3. november 2008

Jeg skal ikke længere blogge på min blog hos Ingeniøren, så jeg har valgt at fortsætte her i stedet.

Emnerne er stadig de samme, som du kan læse i "Om"-boksen her til højre. Håber du har lyst til at læse med :-)

Relaterede indlæg (efter relevans, ikke tid)